24. juni 2008

Et andet evangelium

Noget af det, der har arbejdet meget i mig de sidste år, er mit fokus.
Jeg havde nemlig, ligesom de fleste i vores land, været påvirket af det evangelium der tales mange steder i dag. Et evangelium, der er anderledes, end den vi læser i Bibelen, hvilket er blevet endnu tydeligere for mig de sidste år.
Det er et evangelium, der har et helt andet fokus, end den vi læser i Guds ord, og som prædikes i andre dele af verden.

Evangeliet, der tales mange steder i dag, handler meget om dette liv. Altså om hvordan Gud kan gøre dig lykkelig nu og her, samt hjælpe dig til succes og fremgang.
Men dette evangelium passer ikke med, hvad vi læser i ordet. Det passer heller ikke ind hos kristne i andre dele af verden f.eks. i de forfulgte lande.

Prøv at forkynde det danske evangelium til en ung pige i Kina, der lige har mistet sin familie, fordi de troede på Jesus.
En ung pige der ved, at hvis hun siger Ja til Jesus, siger hun samtidig ja til forfølgelse, tortur og måske endda til døden.
Det vil falde helt til jorden, hvis vi siger til hende:
Bed denne bøn, og Gud vil da opfylde alle dine ønsker her i livet og give dig et langt, lykkeligt og succesfuldt liv.

Nu er det selvfølgelig ikke lige sådan ordret, man siger det i dag. Men sandheden er, at vi i dag ofte forkynder et evangelium, der handler utroligt meget om os og vore behov, og ikke så meget om Kristus og hans ære.
Vi forkynder et evangelium, der handler meget om vores liv her og nu, og ikke om Kristus som selve livet, og om det liv der kommer efter døden.

Forleden talte jeg i Ikast om dette. Jeg var meget skarp og sagde tingene, som det er.
Dette var faktisk utroligt dejligt. Det var så fedt, at kunne tale evangeliet om Jesus Kristus og ikke om helbredelse, oplevelser, samt andet som folk forventer af mig. Ja, tit bliver jeg inviteret ud, fordi jeg oplever nogle stærke ting med Gud, hvilket de forventer at høre noget om. Men jeg kan mærke, at det Gud ønsker, jeg skal tale, er evangeliet, som det er, klart og direkte.

Dette er jo også, hvad vi kristne har brug for at høre. Mange af os i kirkerne i dag har nemlig aldrig hørt et klart evangelium forkyndt. Vi har i stedet hørt det, som kildrer vore ører, og som mætter vores kød. Derfor lever mange i kirkerne i dag også i et bedrag.

Nu har det de sidste uger handlet meget om Todd Bentley og den såkaldte ”vækkelse” i Lakeland.
Nu har jeg sagt meget af det, jeg ønsker at sige her og nu. Jeg kan ellers bruge al min tid på dette, hvilket jeg ikke ønsker.
Jeg ønsker nu, at gøre det jeg skal. - Nemlig forkynde evangeliet om Jesus Kristus.
Mange har sagt, at Todd også forkynder et klart evangelium. Men prøv at lytte til denne prædiken, og du vil se, at det Todd forkynder ikke kommer i nærheden af det, som man før i tiden forkyndte.
Det kommer ikke i nærheden af det, der ved alle sande vækkelser igennem tiden er blevet forkyndt, nemlig et tydeligt og skarpt evangelium, der handler om KORSET og JESUS KRISTUS. Ja, han nævner Jesus, men ikke ind i den sammenhæng med synd, korset og opstandelse, som det skal.


Forleden skrev en til mig, der havde hørt min prædiken fra Ikast, samt læst det jeg havde skrevet om Todd Bentley.
Jeg har fået lov til at sætte det ind her på siden, så du også kan læse, hvad han skrev.



Kære Torben
Min kone og jeg lyttede til din forkyndelse for nylig i Ikast. Jeg vil bare sige at vi synes det var en virkelig stærk forkyndelse, som vi synes skar lige igennem den tætte tåge af bedrag som hviler over kirken i dag. Et bedrag som desværre har givet os et andet evangelium med større fokus på denne verden og vore umiddelbare behov, end på den kommende verden og den løn som venter os der. Jeg vil sende et link til dette budskab til dem jeg kender.

Min kone og jeg har også læst din advarsel mod Todd Bentley og vækkelsen i Florida i udfordringen og i din blog. Vi synes at den er virkelig godt skrevet og at man da i hvert fald virkelig skal have et stort ønske om at blive fornærmet, hvis man skal blive sur over det du skriver. Du skriver at du ser denne ”vækkelse” som noget der vil dele kirker, og det er bare præcist, hvad jeg har haft fornemmelsen af i den sidste uge. Jeg tror på en måde, at denne vækkelse er en prøve fra Gud, og at den vil splitte kirken op i dem der søger en oplevelse uden omvendelse og uden en pris, og så dem der søger Gud i omvendelse, i ydmyghed og i Gudsfrygt.

Mange velsignede hilsner
Carsten



Når vi taler om evangeliet, så er det ikke ”bare” noget, man skulle høre, dengang man kom til tro. Nej, dette er noget, vi kristne skal høre igen og igen og igen.
Dette er nemlig det, der holder os til Kristus. - Det der holder vores fokus.
Så tag lidt tid at lytte til denne prædiken, jeg talte forleden i Ikast. Måske er du også en af dem, der mangler at høre evangeliet, som det er.


Lyt til den her.

Du kan også trykke på ”Gem destination” og hente den ind på din computer/mp3 afspiller.

4 kommentarer:

Morten Iversen sagde ...

Jeg synes det er enormt spændende med dette "Evangelie", som sådan kan det vel også være med til at splitte kirken?

Jeg har hørt på mennesker som betvivler Benny Hinn, Joel Osten osv. fordi deres forkyndelse ikke var efter "Evangeliet". Og så skal man jo til at betvivle alt andet de siger også... At evangeliet er dybt, bredt og kan forkyndes nuanceret og forskelligt er der ikke så stor åbenhed for - som om man har fundet de vise sten, og passer man ikke lige ind i dette "snæversynet" billede, så skal man ikke tro man har noget fra Gud.

Spørgsmålet er så, hvilket evangelie blev du frelst ved Torben? Kunne du opleve Gud og få dit liv forvandlet?

Og hvis nu det virkelig er nøglen til vækkelse af forkynde evangliet på en eller anden korrekt måde - hvorfor ser vi så ikke store menigheder og masser af mennesker frelst rundt om, hvor dette "evangelie" (eller måde at levere evangeliet på) bliver serveret?

Som jeg ser det, så er mange mennesker ret hurtigt ude efter andre kristne - ligefrem dommere over dem - men måske man skulle vælge at se tingene an og se på frugterne af de forskellige retninger (som jeg også mener man bør gøre med Todd møderne)

Torben Søndergaard sagde ...

Hej Morten

Ja, det vil nok splitte nogle kirker eller i det mindste, så vil folk stoppe i kirkerne.

Jeg kender til mange, der efterhånden har eller er ved at forlade en kirke, de har været en del af i mange år, pga. det evangelium der prædikes i kirken.



Nu har du nok ikke hørt min tale, hvilket jeg synes, du burde.
Så kan du også lettere forstå, hvad jeg mener, i det jeg skriver.



Hvis du sammenligner min tale med Joel Osten, vil du selv kunne se en kæmpe forskel.

Jeg ved godt, at der er mange ting, der også kan undervises om, som f.eks. menigheden, dåb, nådegaver osv.

Men evangeliet om synd, dom og retfærdighed burde gerne være klart.
Ellers er der store chancer for, at man får ”store” kirker, hvor mennesker ikke er kommet helt igennem endnu.


Ja, jeg kom selv til tro uden at høre et klart budskab.
Men for mig er det ikke så meget indgangen, der betyder noget, men det gør udgangen.

Der er nemlig ikke bare en snæver port, vi skal igennem, men det er også en snæver vej, vi skal gå.


Jeg har vandret med Gud og lært meget. I min vandring har jeg opdaget, at jeg ikke kendte til så meget, og at vi mange steder i vores land taler et slapt eller i nogle tilfælde et forkert evangelium.
Dette er et problem, da evangeliet ikke bare er beregnet til at komme til tro på, men er noget, vi skal leve i hver dag.

Mange kristne i dag lever for dem selv, deres hus, job osv.

De arbejder ikke målrettet på at adlyde Jesus og hans befalinger, samt de lever i synd.

Så man kan faktisk spørge, om de er kristne, hvis vi læser, hvad Jesus siger, om hvad det kræver at følge ham.


De sidste uger har jeg hørt om 3 ”store” kirker i Danmark, hvor mange af de unge går i seng med hinanden.
Dette viser for mig, at der er noget galt. Når jeg så ser, hvad der forkyndes, hænger det desværre bare sammen.



Jeg tror ikke sådan på, at vi bare lige får store kirker. Jeg tror ikke, vi kan måle vores succes på kvantiteten.

Hvis vi kan, så var Noa, Jeremias og Moses rigtig dårlige, da de ikke fik mange med.

Jesus gjorde det heller ikke så godt, hvis vi skal vurdere ham ud fra det antal af mennesker, han havde hos sig.


Mange af de ”store” kirker i dag er netop ”store”, fordi de taler noget folk gerne vil høre.

Men hvis det kommer til overgivelse og discipelskab vil vi se, at de ”store” kirker faktisk er meget små.



Jeg tror på vækkelse og vil arbejde på det, men samtidig ved jeg, at Bibelen siger, at frafaldet skal tage til. Kærligheden skal blive kold, og Jesus nævner, om han mon finder troen på jorden, når han kommer tilbage.



Nu har jeg hørt Joel Osten nogle gange efterhånden. Jeg har endnu ikke hørt et klart budskab om Jesus, død og korset fra ham.
Jeg kan være bekymret for, hvor mange i hans menighed, der virkelig har grebet det.


Vil de holde ud den dag forfølgelsen kommer?
Lignelsen om sædemanden fortæller, at der er forskellige jord, men det er først den dag, solen står højt, altså den dag der kommer modstand og forfølgelse, man ser, hvad der gemmer sig i hjertet. Når dette sker, som det sker i Kina og andre lande, vil vi se rigtig mange falde fra hos de ”store” kirker.

Så det er ”let nok” at samle folk, så længe man som Joel taler om at forbedre dette liv.

Det er sværere, når det koster ALT, og det handler om at dø for Kristus.


Ja, vi skal ikke være ude efter hinanden. Det jeg har lært de sidste år er, at der er mange herlige stærke kristne i andre kredse, end dem vi kommer fra.
Dette er rigtig sundt og godt.

Ang. Todd mener jeg, at der er et kæmpe problem. Prøv at se nogle af de videoer på Youtube, der er med ham, og du kan se, at der er noget, der ikke stemmer.



Lyt gerne til min prædiken.

Kamilla sagde ...

Hei Kamilla fra Norge her. Jeg har lest litt i din blogg og syntes det er mye interessant du skriver her. Jeg skulle gjerne sendt deg en e-post og dele noen tanker jeg har. har du en e-post adresse som jeg kan sende til?Jeg kommer ikke videre når jeg trykker på "send meg en mail" i margen her.. Med vennlig hilsen Kamilla

Torben Søndergaard sagde ...

Hej Kamilla

Du kan skrive til mig på torben@oplevjesus.dk

Bless
Torben